Vindelev BlindrammeFabrik
I dag betragtes Vindelev Blindrammefabrik som en af de bedste leverandører af kvalitetsprodukter indenfor kunstartikler, blindrammer og opspændte lærreder med kunder i hele Skandinavien og i Tyskland. Et værksted, med 8 ansatte, der producerer blindrammer af fingerskarret lamineret limtræ i fyr, og en butik, der sælger kunstartikler og tegneartikler fra de førende mærker på markedet.
Startede i 1974
Familievirksomheden startede i 1974 af Ole og Lida Johansen som en sidegesjæft til Hasselager Listefabrik, der producerede indramningslister af fyrretræ til færdige malerier. Ole og Lida så hurtigt, at Hallelager Listefabrik manglede nogle, der kunne levere blindrammer til at spænde lærredet op på, så de begyndte at udvikle og producere kvalitetsblindrammer til listefabrikken. Alt i mens begge stadig arbejdede fuldtid i andre erhverv ved siden af.
Strategien var klar fra starten. Med ærlighed og troværdighed ville Ole og Lida producere de bedste blindrammer i Skandinavien. Kvaliteten af deres blindrammer var åbenlys, og allerede kort efter at de var begyndt at producere, kom der interesse fra det engelske marked, og den første eksportaftale blev underskrevet.
Allerede i 1980 blev Vindelev Blindrammefabrik til en fuldtidsvirksomhed og på grund af pladsmangel, flyttede værkstedet til Ølholm i 1984, hvor det også ligger i dag. Det var også i dette år, at Vindelev Blindramme fabrik begyndte at producere opspændte lærreder, rammer leveret med lærred.
Som en naturlig udvikling og respons på efterspørgslen blev diverse kunstartikler tilføjet sortimentet i 1996. Kunstnerne, skolerne og detailhandlen efterspurgte farver, maling, pensler og tegneartikler, når de bestilte lærreder. Og i dag har kunstartiklerne fået deres egen velassorterede butik i værkstedet.
Specialist i blindrammer og kunstartikler
I dag er det Ole og Lidas søn Henrik, der ejer Vindelev Blindrammefabrik. Henrik blev ansat på fuldtid i firmaet i 1996, men han har hjulpet sin far på værkstedet, siden han var dreng og har fået håndværket ind helt fra barnsben. Derfor er Henrik Johansen specialist i blindrammeproduktion. Han kender hver en maskine og hver en metode til at udvikle og producere kvalitetsprodukter, der passer til kundernes behov.
Kunder i alle lag - fra amatører til professionelle og detail
Vindelev Blindrammefabrik servicerer og handler med en bred vifte af kunder. Lige fra glade amatører til professionelle kunstnere. For eksempel var COBRA-kunstneren Carl Henning Pedersen mangeårig trofast og tilfreds kunde. Udover detailhandelen, handler værkstedet også med højskoler, aftenskoler, skoler, uddannelsesinstitutioner, kursusvirksomheder og deres omfattende eksport til Tyskland og Skandinavien vidner om, at produkterne fra Vindelev Blindrammefabrik er af højeste kvalitet.
Kvalitet og kundeservice
Hos Vindelev Blindrammefabrik finder du kvalitet og kundeservice, som du ikke oplever mange andre steder. Alle kunder, store som små, får samme behandling, og det er uanset, om du køber store partier eller ”kun” skal have til husbehov.
Familievirksomhed
Vindelev Blindrammefabrik er en familievirksomhed i ordets bredeste forstand. ALLE ansatte betragtes – og føler sig som en del af familien. Den faglige stolthed fornægter sig ikke. Alle på værkstedet yder den sidste procent, der skal til for at fremstille kvalitetsprodukter. For dem er det mere end bare et arbejde.
Henrik Johansen
Indehaver og ansvarlig for indkøb og produktion.

